hed have med de i andre Nationers Sprog brugelige; f. Er. Mikligardur, Niörvafund, Stolpafund, Ægisnes og andre. Imidler. tiid ere dog de gamles Skrivter uden at kien de disse Steder uforstaaelige, og den derpaa bygte Historie uvis og upaalidelig. Jeg krder derfor ikke man skienker Sl. Schøning noget, om man ville tilstaae ham den samme ære i Henseende til Nordens gamle Geographie, som Torfæus ved dens Chronologie uden Tvivl har fortient; nemlig med utrolig Fliid at have brudt Jisen, arbeidet sig frem, og banet andre Veien igiennem en Udørken, hvor en Rei fende ved spredte Spor uden Stier og Vete fnarere skulle forvildes end ledsages. Disse Karter fortiene i mine Tanker altsaa Navne af Originaler. Til deres heldige Fuldfærdigelse var ikke allene en til de fleeste af den Nordiske Alderdoms Skrivter udviidet Læsning fornøden, og dette er viffelig en ikke almindelig Fortieneste, især hos en Mand, for hvilken den ældste Dialect af Nordens gamle Hovedsprog ikke var Modersmaalet; men hertil udfordredes desuden en stor og nøie Indsigt i andre Nationers ældre og nye Geographie. Hvor finder man vel dem, der eie disse tvende Slags Kundskaber i den Grad som Schiøning? Uden al Tvivl kan dette Mandens Arbeide tage imod, ja endog paa fine Steder behøve Forbedringer og Rettelser. Men Schiønings Arbeide kan til Lykke rettes og forbedres af dem, der ikke have nær saa store, end sige større Indsigter i det Slags end Schiøning; ellers turde det maaskee have et langt Udseende.

Imidlertiid viise disse Karter tillige For. fædrenes Kundskab om andre endog langt bort. liggende Lande. Uden al Geometrie og Astro nomie eiede de ved egen Erfaring og Reiser en nøiere Kundskab om Stederne og deres Belig genhed, end den vi nu tilhandle os fra fremmede. De Levninger af denne Kundskab, som Forfædrenes overblevne Skrivter have sparet os, viise tydeligen, at de gamle i deres eget Sprog have vidst at benævne en Mængde Steder, som vi nu ved Hielp af indførte Bøger og Karter neppe kiende under fremmede Navne. Den store Cimbriske, den Longobardiske Udvandring, de gamle Danske Kongers, Gothers, Van dalers, Hunners, som i deres Oprindelse. alle vare enten Nordiske, eller dog Nordens Naboer og med Nordiske beblandede Folk, deres, figer jeg, idelige Krigs- Toge mod Synden, kunde ikke andet, end giøre de med deres Vaa

ben

1

rum gentium lingvis recepta funt, nihil qvicqvam habent commune, qvorfum Mikligardur, Niörvafund, Stolpafund, Ægisnes et alia referas, commenti funt. Hæc tamen loca donec erunt incognita lectori, et fcripta veterum minus is intelliget, et qvæ iis fuperftruitur, fallentibus qvippe nifa veftigiis, fluitabit historia, parumqve fidei et certitudinis habebit. Proinde nihil, ut ego qvidem opinor, præter meritum Schöningius auferet, fi eandem ex veteri borealium geographia, qvam ex chronologia jure confecutus eft Torfæus, laudem adipifcatur ; utpote qvi primus herculeo fere labore fregerit glaciem, iterqve per deferta, ubi fparfa qvorundam veftigia absqve femitis et viis euntem magis impediunt qvam expediunt, et ipfe fibi aperuerit, et monftraverit aliis. Geographicas igitur has tabulas inventum prorfus novum fuoqve auctori proprium fiqvis dicendas putaverit, non refragabor. Illas certe, nifi qvi et pleraque ab antiqvitate borcali nobis reliqva fcripta, qvod in homine præfertim, cui lingva, Septentrioni nostro olim patriæ, diale&tus priscæ matri proxima non fuit vernacula, haud vulgaris eft induftriæ, pervolutaverit, et in reliqvarum infuper gentium nova veteriqve geographia fatis et accurate fit verfatus, fuis abfolvere numeris fruftra cogitabit. Utriusqve vero generis cognitione tanta, qvanta Schöningius, qvi fimul fit instructus, haud facile reperietur. Limam qvidem pati, qvin et fuis locis exigere, opus hoc viri qvis dubiVerum, bene eft; lapfus Schöningii, fiqvi funt, obfervare et corrigere poffunt, qui id genus rerum notitia illi non funt pares, nedum ipfo fuperiores; alioqvin sera forfitan isti malo medicina parabitur.

tet.

Illud interim utilitatis afferunt hæ tabulæ, ut terras etiam remotiores qvam cognitas habuerint majores, commonftrent. Omni Astronomiæ et Geometriæ ductu deftituti illi, propriis qvippe edocti itineribus, notitiam locorum eorumqve fitus ipfi fibi tradiderunt, ea qvidem aliqvanto pleniorem, qvam de his nos ab exteris emtitiam habemus. Iftius notitiæ in majorum fcriptis, qvibus tempus pepercit, qvantulumcunqve fupereft, docet evidenter, vernaculis nominibus nuncupaffe veteres loca plurima, in libris chartisqve exoticis fub peregrinis nominibus ægre nobis nunc recognofcenda. illa Cimbrorum, illa Longobardorum demigratio, crebræ illæ Dania olim Regum, nec non Gothorum, Vandalorum, Hunnorum, qvæ gentes vel ipfæ primitus boreales, vel arcto vicina, et accolarum commilitio fuffultæ fuerunt, verfus auftrum fufcepta expeditiones non potuerunt, qvin terras, in qvibus fua tum arma pere

Magna

grina

brugelige Indsigter i det Jislandske og Latinske Sprog allene. Den Skiønsomhed, som udga. ven af Heimskringla, og jeg ved den, skylder den Salige Mands derpaa anvendte Fliid og Lærdom, kunde beføie mig til at anfee dette Sted, som passende til en udførlig Beskrivelse af hans Liv og Levnet. Men en langt heldigere Pen, som Venskab og Sandhed førte, har heri forekom met mig; da vor af den Danske Nordens Historie og Literatur, eller rettere, af den lærde Ver. den uforlignelig fortiente Kammerherre Suhm haver først paa Dansk, i Fortalen til den tredie Tome af Sl. Schønings Norges Historie, som 1781, nemlig Aaret efter Forfatterens Død, til Trykken blev befordret, og nu atter paa Latin, i Fortalen til den femte Tome af Langebeks Scriptores, som i dette Aar er udkommen, meddeelt saadanne Efterretninger om denne sin saa værdige som elskte Vens og Medarbeiders Levnets-Lob og Skrivter, at man fra en andens Haand forgieves skulde vente dem bedre og fuldstændigere. At lade disse her ligefrem aftrykke, vilde synes overflødigt, og at give andre og fleere, staaer ikke til mig.

Deraf bør dog følgende her bekiendtgiøres: Efterat St. Schøning Aar 1775 allernaa digst blev udnævnt til at være Geheime Archi varius i Steden for Etats- Raad Langebek, som samme Aar ved Døden var afgangen, blev den Udgave af Snorre Sturlesons Heims kringla, som Hans Kongelige Høihed, Arves Prinds, FREDERICH, behagede, paa egen Bekost. ning at ville besørge, Aar 1776 Sl. Schøning overdragen. Den første Tome af Verket kom ud i Kiøbenhavn 1777, og den anden 1778, i Folio. Ved hans sidste Svaghed, som begyndte i September 1779, standsede Trykningen af den tredie Tome; og endelig ophørte den efter hans Død, der indfaldt den 18 Julii 1780. Den Sl. Mands Arbeide hører op, og mit begyn der, med det 11. Capitel af Magnus Barfods Historie, i den tredie Tome af Heimskringla pag. 213.

lem lingvæ Islandicæ et Latinæ peritiam reqviri. Mihi certe eruditæ teftis diligentiæ cura, qvam Heimskringla in lucem prodituræ navavit, tanti est, ut, fi uberiorem vitæ Schöningii expofitio; nem hic inferere placuiffet, nec alieno loco, nec præter meritum id facturus fuiffe videar. Eas autem partes præoccupavit alter, ifthoc in amicum officio, inoffenfa veritate, longe aufpicatius defun&tus. Nimirum digni pariter ac dilecti fibi viri, laborumqve eruditorum fodalis, vitam et fcripta, primum in Præfatione Danica, b. Schöningi Hiftoria Norvegica Tomo III. anno 1781, qvi mortem auctoris proxime seqvebatur, typis vulgato præfixa, et nunc iterum in Præfatione Latina, Collectionis Scriptorum Danicorum Langebekiana Tomo V., qvi hoc anno publici juris factus eft, præmiffa, pofterorum memoria ita commendavit Illuftriffimus Submius, vir de Arêti Danica hiftoria et literis, imo de erudito orbe exemplo rariore meritus, ut meliorem horum magisve plenam notitiam aliunde fruftra fperaveris. Qvemadmodum verba viri typis hic exfcribere fuperfluum videri poteft, ital nec integrum mihi eft, ea, qvæ fcripfit ille, vel corrigere, vel novis accessionibus locupletare.

Hoc tamen loco feqventia filenda non funt. Ubi anno 1775. Tabularii San&tioris Præfecto Regio, Perilluftri Langebekio, qvi eodem anno decefferat, fuccedere Clementiffime juffus fuerat Schöningius, Heimskringla Sturlafoniana, qvam propriis impenfis publici juris faciendam Sereniffimus Regnorum Hæres, Princeps FREDERICUS, destinabat, cura viro b. anno 1776 fuit demandata. Prodiit Hafniæ, forma, qvæ Folii vocatur, pars I. Operis anno 1777, et pars II. anno 1778. Anno 1779, cum Tomus III. fub prælo jam fudaret, adverfa valetudo, qvæ hujus anni menfe Septembri virum b. affligere coepit, tardavit operas typographicas, qvæ anno proxime feqventi, poft d. 18. menfis Julii, qvi ipfi fuit emortualis, penitus ceffarunt. Ad Cap, XI. Hiftoriæ R. Magni Nudipedis Opus produxerat vir beatus. Cum Heimskringle Tomi III. pag. 213, ubi fua defiit opera, incipit qvaliscunqve mea.

buere,

X

Schøning haver aabnet, og efter hans Lede traad fortsat den latinske Oversættelse, samt oplysende Noter til Terten, saavidt den enten syntes at udfordre dem, eller min Evne og Ind figter have været tilstrækkelige. Dog har man i Henseende til de gamle Viisers latinske Oversæt telse tiltaget sig noget større Frihed, saavidt som Oversættelsens nødvendige Forstaaelighed, dev ikke altiid taaler den Omsættelse af Drdene, som Poeten i fit Sprog haver tilladt sig, syntes atud fordre det. Herved faaer Læseren dog Poetens Tanker og Meening at viide, som ved en det Latinske Sprog ganske unaturlig Ordføining paa fine Steder vilde blevet heel vanskelig at finde. Ikke vil jeg formode, at Oversættelsen derved er udartet til Paraphras. Paa nogle faa Ste der har det truffet sig, at man i Noterne har gientaget en Anmærkning, som tilførn er givet. Men som det Slags Noter, der gierne ere For. klaringer over Poetiske Ord eller Talemaader, ere meget korte, og desuden spare Læseren den Umage, at oplede det forrige Sted, saa troer man, at en ubetydelig Feil, som reiser sig deraf, at Eftermanden ikke altiid har kundet erindre alt det, Formanden har antegnet, ikke behøver vi dere Undskyldning.

Somt andet, saa har man og søgt at føl ge den Plan, Sl. Schøning har lagt, med at tilføie denne tredie Tome af Verket en Chronologie, som altsaa er en Fortsættelse af den, hvor med de tvende første Bind af den Sl. Mand ere forsynede. Dette Arbeide var mig i Begyndelfen meget fremmet og møisomt. Jeg tør fige, at den gamle Nordens Tiidsregning er, endog efter saamange store Danske og Svenske Mænds, og i Henseende til Norges Historie, efter en Torfæi, en Schønings Arbeider, paa fine Steder heel tvivlsom; hvormeget meere for een, der ikke tilforn haver anvendt Tiiden paa det Slags Undersøgninger. Nogen Umage, Læsning og Hovedbrud har det kostet mig. At anføre alle de Gründe, man haver opsporet, til at forlade andres Meeninger, vilde her blive for vidtløf tigt. Historien selv, saavidt man kan indsee dens sande Sammenhæng, burde her være den paalideligste Veileder; den har jeg og stræbet at følge. Men denne Ledsager, hvorofte vakler den ikke, og er uefterretlig! Læseren vil maaskee ikke troe mig, naar jeg figer, at Heimskringla, denne vor Nordiske Histories umistelige og tro værdige Hovedbog, paa nogle Steder enten virkelig giver, eller dog synes at anviise en Tiids regning, som er heel forvirret og modsiger sig

selv.

buere, inftructus et obtemperans, via, qvam Schöningius monftravit, pergere, auctoremqve Snorrium latine interpretari, ejusqve verbis, ubi illa vel lucis egere vifa funt, vel per me explicari potuerunt, notas illuftrantes fubjungere co natus fum. In antiqvis carminibus latine reddendis aliqvanto, qvam ille, verfatus fum liberius, metuens obfcuritatem verfionis minime ignofcendam, nec tamen facile vitandam, fi, qvantam vetus poëtarum lingva et confvetudo fibi permi fit, vocum transpofitione interpres uteretur. Id faltem ad fuam rem pertinere lector existimabit, ut mentem poëtæ adfeqvatur, peregrina vocum junctura, et qvam latini idiomatis genius non patitur, adhibita, vix fubinde, ac ne vix qvidem reperiendam. Terminós tamen, qvos hac in rẻ transgredi nolit verecundus interpres, ad verbofam circumfcriptionum licentiam evagatam effe verfionem non crediderim. Fieri qvoqve pote rit, ut data fuperius obfervatio nonnunqvam recurrat; verum infreqvens et leve delictum, cum iftiusmodi notulæ, qvippe qvæ voces et loqvendi rationes poëticas plerumqve explicant, brevi ores effe foleant, et loca anteriora revolvendi tæ dio lectorem liberent, fiqvid eorum, qvæ prius ab alio funt monita, inter fcribendum exciderit, ulterioris excufationis egere non videtur.

Qvemadmodum in aliis, ita Schöningin exemplum eatenus etiam fumus fecuti, qvod tertio huic Operis Tomo temporis rationarium adjecerimus, per qvod chronologia, qva duos priores Tomos vir b. inftruxerat, deducta porro continuatur; qvod qvidem opus mihi, utpote talium infolenti, haud modicum primo negotium faceffivit. Aufim ego dicere, antiqviorem Septentrionis chronologiam, poft tot tantosqve Danorum et Svecorum, et, fi Norvegicam fpectas, poft Torfæi Schöningüiqve labores, nodis passim et dubiis impeditiffimam effe; mihi vero maxime, qvi id genus rebus difqvirendis parum hactenus vacavi. Hinc factum, ut aliqvanto legendi et meditandi labore temporisqve dispendio iftud fcrutinium mihi conftiterit. Singulas, qvæ ab aliorum veftigiis infiftendis abduxerint, rationes hic afferre, nimis foret longum. Ipfam qvidem historiam, ad cujus ductum in hoc pelago, velut alteram helicen, qvoties certa apparet, tutiffime navigatur, qvantum licuit, fecutus fum. Verum ista ductrix incerta viarum fæpe palatur et feducit. Lectoris forte fidem non inveniam, fi dixero Heimskringlam Snorri, almam illam et locupletiffimam hiftoriæ borealis magiftram, in rationibus.temporum dinumerandis vel ipfam aliqvoties hallucinari fibique minus conftare, vet faltem confundere et errandi periculo exponere legen.