Norsk Ordbog med dansk forklaring af Ivar Aasen. Omarbeidet og forøget Udgave af en ældre „Ordbog over det norske Folkesprog". 439.83 55896 All Christiania. P. T. Mallings Boghandel. 1873. Fortale. Da jeg for 23 Aar siden havde afsluttet mit første Forsøg til en Ordbog over det norske Folkesprog," kunde jeg nok vide, at denne Bog maatte have store Mangler, da der var al Sandsynlighed for, at det norske Ordforraad maatte være meget større, og at ogsaa Bearbeidelsen af det samlede Forraad kunde behove megen Forbedring. Men jeg vidste ogsaa, at der vilde behoves mange Aar til at forberede en fuldstændigere Ordbog; og derfor havde jeg da kun liden Lyst til atter at tage fat paa et saadant langvarigt Arbeide. Da jeg imidlertid blev anmodet om at fortsætte mine Undersøgelser og fik fornyet Tilbud om offentlig Understøttelse dertil, turde jeg dog ikke undslaae mig derfor, imedens jeg ogsaa selv fandt det nødvendigt, at der maatte gjøres noget mere for denne Sag. Jeg foretog mig altsaa for det første at opsøge alle de norske Ord, som fandtes anforte i adskillige Ordsamlinger eller andre Skrifter, idet jeg foreløbig optegnede disse Ord for siden at undersøge, hvorvidt de virkelig vare i Brug. Og ved denne fornyede Undersøgelse viste det sig snart, at der var meget at tilfsie, som endnu ikke havde været optegnet. Allerede efter to eller tre Aars Forløb havde jeg en meget betydelig ny Samling og deriblandt saa mange ægte gode og gamle Ord, at jeg kun fandt det ærgerligt, at de skulde mangle i den udkomne Ordbog. Det var først paatænkt, at denne nye Samling skulde udgives særskilt som et Tillæg til Ordbogen; men da Samlingen stadig vedblev at vore, og det lille Oplag af Ordbogen snart var udsolgt, syntes det mere tilraadeligt at forberede en ny Udgave, hvori alle Tillæg kunde indskydes paa deres rette Sted. At give et særskilt Tillæg til den forrige Udgave vilde nu medføre megen Uleilighed, da man her paany maatte anføre ethvert Ord, hvorved der var noget nyt at tilfsie; og tillige maatte man da stadig holde sig til den gamle Plan i Opstillingen og Skrivemaaden uden at kunne gjøre nogen Forbedring deri. Men netop i dette Punkt maatte en Forbedring nu ansees som heilig nødvendig, da det ved nærmere Betragtning mere og mere viste sig, at den gamle Plan var uheldig, idet Ordene vare opstillede deels i den ene og deels i den anden Dialektform og saaledes manglede den indbyrdes Lighed og Harmonie, som man venter at finde i ethvert Sprog. Det blev saaledes først nødvendigt at lægge en bedre Plan for Ordformernes Behandling, hvilket jeg da ogsaa har forsøgt at gjøre i en forhen ude kommen Norsk Grammatik (1864). Og da nu denne Plan skulde gjennemføres i Ordbogen, og da dernæst alle Tillæg skulde sættes i den rette Forbindelse og alle Forklaringer forbedres efter de senere tilkomne Oplysninger, blev der tilsidst ingen bedre Udvei end at foretage en fuldstændig Omarbeidelse af den hele Bog. * Med alle de nye Tillæg har Bogen nu voret op til en betydelig Størrelse, og den kunde endda blive meget større, hvis ikke endeel ubetydelige og usikkre eller fremmede Ord skulde udelades. Fremmede Læsere ville maaskee finde det overraskende at see et saa stort Ordforraad fra dette Land, da de vel have hørt, at Landets eget Sprog skulde være dødt og bortfaldet. Men Sagen er, at det nedarvede Sprog hos Landets Almue har forhen været saa lidet opklaret og bearbeidet, at fremmede Sprogforskere aldrig kunde faae noget rigtigt Begreb om det virkelige Forhold. " De Samlinger af norske Ord, som i forrige Tider ere komne for Lyset, var i det hele kun smaa og meget kortfattede. Den første Ordsamling, som vi vide noget om, er allerede temmelig gammel; den er prentet i Kjobenhavn 1646 under Titel af Den Norske Dictionarium eller Glosebog" 2c. ved Christen Jensen, Præst til Askevold (i Sondfjord). Den indeholder efter et løseligt Oversyn hen. ved et Tusinde Ord, hvoraf de fleste fremdeles bruges omtrent i den anførte Form. I Bogens Fortale yttrer Forfatteren det Haab, at hans Landsmænd ville finde Fornsielse i dette Arbeide; men han frygter ogsaa for adskillige Spot. tere, som ville fælde vrange Domme derover, hvorfor han beder de velvillige Læsere om at forsvare hans Arbeide imod saadanne Domme, idet han ellers over. lader Værkets Forsgelse og Forbedring til den godhjertige Læser, som udi det Norske Sprog bedre Forfarenhed kan have." Imidlertid varede det dog længe, førend der kom noget mere. Et Hundrede Aar senere udgav rigtignok Biskop Pontoppidan en liden Ordsamling, kaldet Glossarium Norvagicum, trykt i Bergen 1749. Men paa denne Tid havde flere Embedsmænd begyndt at for. fatte Beskrivelser over enkelte Landskaber og ved denne Leilighed ogsaa omtale Almuens Skik og Sprog. Saaledes havde Foged Wiel i 1743 givet et lidet Glossarium i hans Beskrivelse over Ringerige og Hallingdal, og ligeledes Amt. mand De Fine i 1745 for Stavanger Amt; men uheldigvis bleve disse Samlinger længe henliggende utrykte, saa at de ikke kom til nogen Benyttelse. Noget senere kom der en Ordsamling af H. Strøm i hans Beskrivelse over Sondmør (1762), en anden af Wilse i et Tillæg til Beskrivelsen over Spydeberg, kaldet Norsk Ordbog (1780), og en tredie i Hjorthon's Beskrivelse over Gudbrandsdalen (1785). Og endelig kom der da ogsaa en mere omfattende „Norsk Ord. samling" af L. Hallager. (Kjobenhavn 1802). Denne Bog er egentlig et Sammendrag af de forhen udkomne Glossarier, men tillige forøget med et Par nhe Samlinger, den ene af Udgiveren selv og den anden af H. J. Wille, som ogsaa i sin Beskrivelse over Sillejord havde optaget mange Ord fra Telemarken. Hallagers Samling indeholder saaledes et ikke ubetydeligt Forraad, saa at den efter Tidens Leilighed maatte ansees som en meget nyttig Bog; men imidlertid er den endda liden og meget kortfattet, saa at man endog savner adskillige gode Ord, som allerede forhen vare komne paa Prent i visse Skrifter af norske For. fattere. Men man seer da ogsaa, at Udgiveren kun har anseet sin Samling som en Prove af norske Ord", og at han ellers har været betænkt paa at forøge og forbedre den for det Tilfælde, at der skulde blive Spørgsmaal om en ny Udgave. En Samling af Ord fra Lofoten af Prof. Schytte er udkommen senere end Hallagers Ordsamling og indført i tredie Aargang af det skandinaviske Litteraturselskabs Skrifter (1807). Enkelte senere udkomne Ordsamlinger ere meget smaa og ubetydelige. Endskjønt nu det Ordforraad, som ved disse Skrifter var bragt for Lyset, ikke var saa ganske ubetydeligt, var det dog endnu saare lidet i Forhold til Folkets virkelige Ordforraad. Og alligevel kan man sige, at disse Samlinger ogsaa indeholdt adskilligt som gjerne kunde være udeladt, da nemlig flere Sam. lere havde befattet sig for meget med saadanne Ord, som forekom dem besynder. lige og morsomme eller kuriose". Allerede Jensens Glosebog indeholder endeel Ord, som nærmest kun henhøre til Spøg og Skjemt (s. Tillæg, S. 975) og saadanne Ord vise sig da ogsaa i de følgende Ordsamlinger; blandt andet findes der en paafaldende Mængde af Benævnelser paa en skjodeslos eller klodset og uanseelig Person, medens derimod saa mange vigtigere Ord ere glemte. Dernæst er der ogsaa viist for liden Omhu for Ordenes Form og Lydforhold. Selv en saa omhyggelig Forfatter som H. Strøm er ikke altid paalidelig i dette Stykke, idet han ofte tillemper Ordene efter den danske Sprogform, medens derimod enkelte andre Forfattere tildeels have givet Ordene en mere afstikkende Form, end som egentlig var nødvendigt. Imidlertid var der dog een Mand, som tillagde denne Sag en større Betyd. ning og som ogsaa, trods al Mangel paa Hjælpemidler, havde foresat sig at studere det hjemlige Sprog paa en grundigere Maade. Denne Mand var Præsten Markus Schnabel († 1780). Han har kun efterladt sig et Stykke af en Afhandling om det hardangerske Bondemaal (indført i det i 1784 udkomne Bind af det norske Videnskabs.Selskabs Skrifter); men dette Stykke viser en saa alvor. lig Opmærksomhed for Sproget og en saa omhyggelig Behandling af Formerne, at man inderlig maa beklage, at der ikke skulde komme noget mere fra den samme Haand. Men hans Virksomhed blev tidligt afbrudt ved Doden, saa at ikke engang den ovennævnte Afhandling blev afsluttet. Det første Stykke blev staaende alene som en god Begyndelse uden nogen Fortsættelfe. Om de øvrige Forfattere maa man ellers sige, at deres Betragtning af Sproget er saadan, som man efter Omstændighederne kunde vente. Der var i det forrige Aarhundrede ikke nogen synderlig Opmuntring til at studere Folkesprogene, da der endnu ikke var rigtig Adgang til at sammenstille dem med de gamle Lands. sprog, hvortil de støtte sig. Det er først i vor egen Levetid, at denne Forskning er kommen i rigtig Gang ved paalidelige Udgaver af de bedste Skrifter fra Middelalderen og ved den deraf følgende lettere Adgang til at sammenligne de nhe Sprog med de gamle saavelsom med de beslægtede Sprog. De tydske Sprog. mænd have i denne Sag givet et lysende Exempel, og hos de andre beslægtede Rationer see vi ogsaa en ivrig Stræben efter Oplysning om Fortidens Sprog og en mere retfærdig Bedømmelse af Almuesprogene, i hvilke man nu finder alt mere og mere, som kaster Lys tilbage paa Fortidssproget. Det er en almindelig Fremviisning og Sammenstilling af de beslægtede Folkeslags Sprogmidler, som saaledes forberedes; og dette maatte da ganske naturlig vække et ønske om, at ogsaa vort eget Folk maatte være med og fremvise sin Arvedeel paa en saadan Maade, at det ikke behøvede at blues ved sin Armod. Det vilde være til Gavn for os, om dette var gjort for længe siden, og det vilde maaskee i visse Tilfælde ogsaa være nyttigt for selve Videnskaben. Havde f. Ex. Jacob Grimm havt et sterre Forraad af norske Ord for sig, da han skrev sine berømte Sprogværker, saa vilde vi ogsaa der have gjenfundet mange flere af vore Ord i en Sammen. stilling, som vilde være til god Oplysning for andre saavelsom for os. Og der. som han havde forefundet en klarere Fremstilling af vore Ordformer og Boinings. former, vilde vist ikke vort Lands Sprog have blevet saa ganske udeglemt i hans Deutsche Grammatik", hvor samtlige beslægtede Sprogformer ere blevne saa vel belyste fra alle Sider. Men saa uheldigt som det nu kan være at komme saaledes for seent eller med de sidste, saa er der dog den Fordeel derved, at vi nu kunne have saa meget større Oplysning af de Værker, som ere fuldforte i andre Lande. Den ene Ordbog bliver til Hjælp for den anden; og saaledes er det da et Held, at vi |
